ADHD Profil – Job
Beskæftigelsesudredning for borgere med ADHD

Målgruppe

ADHDprofil-Job er et helhedsorienteret afdækningsforløb til voksne borgere, der er diagnosticerede med ADHD/ ADD, og som er stagnerede i forhold til job eller uddannelse. Forløbet er bygget op over en række samtaler, der i høj grad tager afsæt i borgerens egen referenceramme, og ADHDprofil-Job henvender sig derfor primært til borgere, der i forvejen har erfaringer med uddannelsessystemet eller som tidligere har været eller er tilknyttet arbejdsmarkedet i enten praktik eller job.

Formål

Gennem semistrukturerede interviews tilbyder ADHDprofil-Job et samlet overblik over borgerens ADHDprofil, ressourcer og barrierer samt motivation for job eller uddannelse. Forløbet bidrager således både til en øget selvindsigt hos borger ift. fremtidige uddannelses- og beskæftigelsesperspektiver, samtidig med at det styrker myndigheds beslutningsgrundlag ift. den videre indsats.

Indhold og tilrettelæggelse

ADHDprofil-Job består af 9 sessioner (se forløbsbeskrivelse på bagsiden).

Sessionerne har typisk en varighed på op til 1½ time. Der tages højde for borgerens koncentrationsevne, og der vil blive indlagt en eller flere pauser undervejs, alt efter behov. Sessionerne kan afholdes i Kollegiet Vestergades lokaler i Ringe, i hjemmet hos borgeren eller i evt. lokaler hos kommunen. Såfremt borger har behov for at f.eks. bostøtte, kontaktperson eller pårørende deltager i (dele af) forløbet, er dette en mulighed. Som afslutning på forløbet udarbejdes en grundig rapport, hvori der bl.a. laves en vurdering af ressourcer, barrierer og eventuelle støttebehov samt mulige arbejds- eller uddannelsesområder, der kan være relevante for borgeren.

Se en oversigt over indholdet i de 9 sessioner her

Visitation

Indstilling til ADHDprofil-Job skal sendes til rsl@kollegietvestergade.dk. Udredningspapirer fra psykiatrien, speciallæge eller lignende der dokumenterer, at pågældende borger har ADHD vedlægges. Øvrige relevante papirer kan være supplerende psykologiske/psykiatriske oplysninger, skolepapirer, beskrivelser fra botilbud mv. For yderligere information om forløbet samt pris kontakt Rikke Stauersbøl Frederiksen på rsl@kollegietvestergade.dk.